Flest unge med klamydia nogensinde
18. jun. 2010 08.54 KøbenhavnEt stigende antal unge bliver smittet med klamydia, og alt for mange mænd, der har sex med mænd, smittes med hiv.
Københavns Kommune har derfor besluttet at sætte næsten to millioner kroner ekstra af til at fremme den seksuelle sundhed i hovedstaden i år og næste år.
Unge skal undervise andre unge
Pengene går blandt andet til at forebygge at unge bliver smittet med kønssygdommen klamydia. Det skal blandt andet foregå i folkeskolerne, hvor kommunen i samarbejde med Sex og Samfund vil tilbyde undervisning i sex og seksuel sundhed.
Undervisningen foregår som såkaldt "ung til yngre" undervisning i 7.-10. klasserne.
- Vi ser desværre, at der sker en stigning i antallet af unge der har usikker sex og smittes med klamydia. En infektion kan i værste fald føre til, at unge bliver sterile og derfor ikke kan få børn. Derfor er det vigtigt at gøre en ekstra indsats, siger Susan Hedlund, der er socialdemokratisk medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune.
- De unge skal blandt andet lære, hvordan man "gebærder" sig seksuelt, og hvor vigtigt det er at bruge prævention, siger hun.
Stadig mange får hiv
Kommunen vil også sætte ind mod den fortsat udbredte hiv-smitte blandt homo-og biseksuelle mænd.
Sammen med STOP AIDS og AIDS-Fondet opruster kommunen den opsøgende virksomhed,, udvider åbningstiden i rådgivnings- og testklinikken og gennemfører flere såkaldte kviktests.
- Der er stadig en del hiv-smittede blandt mænd, der har sex med mænd, og tallet er ikke faldende. Den udvikling forsøger vi at vende med en ekstra indsats. Det er blandt andet vigtigt, at vi får nedbragt antallet af hiv-smittede, der ikke er klar over, de er smittede. Hiv er stadigvæk en meget alvorlig sygdom, og det er tragisk, hver gang en person bliver smittet med hiv, siger sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF).
Planen indebærer også, at der uddeles kondomer til udsatte grupper og rådgivning af hiv-smittede.
Fakta om klamydia
Klamydia er den hyppigst forekommende sexsygdom i Danmark, og med omkring 29.000 tilfælde om året udgør den et væsentligt sundhedsproblem.
Mellem 5-10% af alle seksuelt aktive er smittet - flest kvinder mellem 15-19 år og mænd i alderen 20-24 år.
Det er det højeste tal nogensinde, og siden slutningen af 1990'erne har tallet været markant stigende. I København og på Frederiksberg har man det højeste forekomst af smittede pr. 100.000 i forhold til resten af landet oplyser Statens Serum Institut.
Unge i Københavns kommune er den befolkningsgruppe, der har den højeste udbredelse af sexsygdomme og smitteraten ligger en del højere end landsgennemsnittet. Der er også et markant større antal smittede blandt flere af de etniske minoritetsgrupper.
Antallet af klamydiatilfælde er fortsat stigende. Omkring 14-17 % af de smittede i Danmark er borgere i Københavns kommune.
Antal påviste klamydiatilfælde:
År Københavns Kommune Danmark
2008 4.658 29.116
2007 4.127 25.795
2006 3.934 24.866
2005 3.908 23.854
2004 3.717 21.624
2003 2.998 18.406
2002 2.518 16.203
2001 2.311 15.150
2000 2.086 14.735
(Kilde:Statens Serum Institut)