Bibliotek blander sig uden om islamistmøde
28. dec. 2010 23.04
Opdat.: 29. dec. 2010 12.01Det Kongelige Bibliotek melder hus forbi i spørgsmålet om den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrirs kontroversielle møde på Den Sorte Diamant, i København.
Direktør Erland Kolding Nielsen henviser til, at alle lovlige foreninger har mulighed for at leje lokaler på biblioteket.
Som andre lovlige foreninger
- De har lejet sig ind præcist som alle andre lovlige lovforeninger. Og hvis der ellers er kapacitet, så får de lov til det. Der er alle mulige foreninger som benytter sig af mødelokalerne til deres formål, siger Erland Kolding Nielsen.
- Vi har selvfølgelig nogle retningslinjer for benyttelsen af lokalerne, men hvis de ellers ikke er overtrådt, så er det noget vores bookingafdeling tager sig af, siger direktøren.
Den islamistiske forening har bestilt Dronningesalen til mødet 21. januar - fra klokken 17:30 til 21:30 - under overskriften "Afghanistan: De skandinaviske regeringer i USA's tjeneste".
Invitationen til debatmødet viser billeder af danske, svenske og norske kister på et kort over Afghanistan.
- Debatmødet vil også sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst, hedder det blandt andet i invitationen.
Politisk modstand mod møde
På Christiansborg møder arrangementet modstand fra blandt andre Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
- Det kan godt være, at det juridisk er i orden, men moralsk har Det Kongelige Bibliotek et ansvar for at sige nej til Hizb-ut-Tahrir.
Sådan siger Socialdemokraternes socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen.
- Jeg synes, vi skal tage sagen op i Borgerrepræsentationen og tale med vores medlemmer i folkeoplysningsudvalget og lægge pres på Det Kongelige Bibliotek. Samtidig vil jeg opfotrdre partierne i Folketinget til endnu en gang at se på, om det er muligt at forbyde denne organisation, siger Lars Aslan Rasmussen.
S: Bibliotek har moralsk ansvar
Selv om der altså ikke er noget juridisk problem i arrangementet, så har Det Kongelige Bibliotek et moralsk ansvar, vurderer Lars Aslan Rasmussen.
- Jeg ved godt, at Hizb ut Tahrir desværre er en lovlig organisation i Danmark. Men der er et moralsk dilemma i sagen, og jeg mener, Det Kongelige Bibliotek skal sige nej til Hizb-ut-Tahrir, siger Aslan Rasmussen.
Men vi har ingen grund til at udelukke Hizb ut Tahrir fra vores faciliteter, så længe de overholder loven og vores regler, fastslår Det Kongelige Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen.
- Ja, det er klart. Vi lever i et demokratisk samfund, og mig bekendt er Hizb-ut-Tahrir endnu ikke en forening, der er forbudt, siger Erland Kolding Nielsen til P4 København.