Klarhed skal forhindre snyd om sygehus
10. mar. 2010 17.51 RoskildeDer skal være klarhed over, hvordan afstemningen om det kommende supersygehus i Region Sjælland forløber - ellers så ender både politikere og borgere med at blive snydt.
Så klart er kravet fra en gruppe af politikere på tværs af partierne fra SF, Venstre og Socialdemokraterne i region Sjælland, skriver Dagbladet Roskilde.
Vil stemme på flere favoritter
De kræver, at der afholdes et ekstraordinært møde, hvor politikerne bliver enige om, i hvilken rækkefølge de forskellige forslag om placeringen af det kommende supersygehus skal præsenteres.
Det er mest retfærdigt, siger Venstres regionsrådsmedlem fra Roskilde, Bent Jørgensen:
- De fleste regionsmedlemmer har jo en første og anden prioritet og det skal være sådan, at man har mulighed for at kaste begge sine stemmer på begge prioriteter. Derfor er det jo rigtig vigtigt, at hvis ens ønskeforslag går ud af afstemningen, at man så har mulighed for at stemme på sin andenprioritet.
Flertallet fik ikke ret
Han har selv oplevet at det var valgteknikken, der afgjorde en vigtig sag:
- For nogle år siden havde vi en afstemning i Roskilde Byråd, hvor vi skulle diskutere rygelov, og den afstemningsform, der blev brugt der viste faktisk, at det flertallet mente, det blev ikke vedtaget. Og det må simpelthen ikke ske i sådan en sag her.
Bent Jørgensen er en del af det mindretal, der peger på, at der bør ligge et hovedsygehus i Næstved og et akutsygehus i Roskilde - mens flertallet indtil videre peger på at placere et supersygehus i Køge.