Kommuner sparer stort ved fælles indkøb
11. mar. 2010 17.41 SolrødStorindkøb kan betale sig.
Helt op mod 30 procent kan der faktisk være at spare, hvis flere kommuner køber ind i fælles flok.
Sådan lyder erfaringen i hvert fald fra de 17 kommuner i Region Sjælland, der i 2008 startede et kommunalt indkøbsfællesskab af blandt andet medicin.
Fælles besparelser
Og det har altså givet store besparelser, forklarer Niels Hörup, der er borgmester i Solrød og næstformand i kommunekontraktrådet, som danner rammen om indkøbsfælleskabet:
- Vi kan se på de udbud, vi har gennemført i 2009, at vi har opnået besparelser på mellem 10 og 30 procent. Og det er vel at mærke, på det der hedder standardvarer. Det er ikke sådan, at vi er gået på kompromis med kvaliteten.
Ingen tvang
I dag kom det frem, at københavnske daginstitutioner tvinges til at betale hele 78 kr. for tre poser pasta gennem den centrale indkøbsordning.
I 2010 vil Region Sjælland lave en lignende madindkøbsordning, men den skal være frivillig:
- Vi får forhandlet nogle aftaler på plads, og så er det op til de enklte kommuner, om de vil være med, siger Niels Hörup.
Han forventer, at madindkøbsordningen vil træde i kraft i slutningen af 2010.