Henrik Day Poulsen

Henrik Day Poulsen er psykiater og har i mange år beskæftiget sig med mennesker, der bliver ekstreme. Han er blandt andet forfatter til bogen "Fanatikere - når mennesker bliver ekstreme".

Spørgsmål: Hvad kendetegner organiseret ekstremisme?
Henrik Day Poulsen: De kan ikke overbevises om, at de har uret. De ønsker ikke debat og dialog, for hvorfor have dialog med nogen, når man ved, man selv har ret? Det er en meget speciel form for retorik, de udvikler. Vi er jo vant til i et demokratisk samfund, at vi kan debattere alt, men det er der ingen grund til set med for eksempel en sekts øjne, for når de har sandheden, så er de ikke så interesserede i at høre på modpartens meninger. Et andet kendetegn er deres ensidige måde at hverve "tropper" på. For eksempel gennem trusler eller lokkemad eller gennem hjernevask, hvor man udsætter folk for indoktrinering. Sektlederne påvirker og påvirker og påvirker indtil den, der skal påvirkes, er overbevist om, at verden hænger sammen på den og den måde.

Hvem er det, der bliver ekstreme?
Henrik Day Poulsen: Der er ikke noget entydigt svar på hvem det er, der bliver ekstrem. Men det, der kendetegner dem er, at de ofte bliver hvervet tidligt i deres liv - i de unge teenageår eller når de er først i tyverne. Det er sjældent man lader sig hverve som 50-årig. Og det hænger nok sammen med, at det er i den periode, man er meget søgende og måske også lidt usikker på tilværelsen - hvad skal jeg, hvilken uddannelse skal jeg vælge, hvilken kæreste skal jeg have, hvordan frigør jeg mig fra mine forældre og alle de der spørgsmål, som alle har stået med. Der er en mindre gruppe, som er ekstremt søgende og ekstremt usikre, og hvis de bliver udsat for, at nogen har svar på alt, hvad sekter jo altid har, så fritager det dem selv fra at finde ud af, hvor kompliceret livet er, og det betyder, at man ikke kan sige, at det er kvinder oftere end mænd, der bliver ekstreme eller at det især henvender sig til en bestemt trosretning.

Hvorfor bliver selv almindelige mennesker ekstreme?
Henrik Day Poulsen: De får en meget let forklaring på, hvorfor de for eksempel har det dårligt økonomisk eller følelsesmæssigt. Hvis du melder dig som nazist, så er det jødernes skyld, hvis du melder dig ind i Hizb ut tahrir, så er det ikkemuslimernes skyld, og hvis du melder dig til en sekt, så er det alle, der ikke er med i sektens skyld, og når du så har det her meget firkantede verdensbillede, så har du svar på det hele, og så skal du ikke hele tiden spørge dig selv om, hvorfor det nu lige var, at det gik galt for dig selv.

Hvad er det for en situation pårørende til folk, der bliver ekstreme, står i?
Henrik Day Poulsen: Det er en utrolig svær situation. Det drejer sig ofte om, at de mister en søn eller en datter. Nogle pårørende vil beskrive det som om, deres søn eller datter er død, fordi de jo aldrig hører fra ham eller hende. Der er nogle sekter, der er enormt gode til at sørge for, at kontakten ikke bliver vedligeholdt. Hvis man som forældre skriver breve, bliver de måske censureret eller fjernet, så sektmedlemmet aldrig får brevene læst. Forsøger forældrene at opsøge sekten, kan der være adgang forbudt, eller sekten kan placere den unge i et andet land, så det på den måde bliver meget svært at komme tæt på.

Hvad kan pårørende til folk, der bliver ekstreme, stille op?
Henrik Day Poulsen: Hvis det er éns barn, så skal man være der og vise personen - hvis man opnår kontakt - at man holder af personen. Man skal lytte til personen, for hvis man farer ud med løftet pegefinger og sætter mange spørgsmålstegn ved det, personen laver, så får man kun modstand ud af det.
Det er ikke sikkert, det lykkes at skabe kontakten eller fastholde den, men det er vigtigt at få sent det budskab til den unge om at, hvis det er, du skifter mening, hvis det er, du kommer i tvivl, så er jeg der for dig lige meget hvad.   

Hvor stor er chancen for at ekstreme mennesker bliver "normale" igen?
Henrik Day Poulsen: Hvis personen ikke har en psykisk sygdom, så er han eller hun jo normal, og så kan det sagtens lade sig gøre at blive overbevist om, at man tog fejl. Det, der kan være problematisk, er jo, at personen finder ud af, at han eller hun rent faktisk har lavet nogle ekstreme ting og så får det psykisk dårligt over at have udført nogle handlinger, som vedkommende godt kan se i bakspejlet er forkerte. Det kan selvfølgelig give anledning til en masse efterrationalisering.