Justitsministeriet går ikke ind i parkeringsstrid
20. jun. 2008 06.44 AalborgJustitsministeriet vil ikke blande sig i striden om Aalborg Kommunes ulovlige parkeringsbøder.
I en udtalelse giver Justitsministeriet ganske vist Ombudsmanden ret i, at Aalborg Kommunes parkeringskontrol ulovligt udstedte parkeringsbøder i andre kommuner over en periode på næsten to år.
Men ministeriet vil ikke udtale sig om kommunen skal betale bøderne tilbage.
Aalborg Kommunes parkeringskontrol holder ikke blot øje med om bilisterne i Aalborg parkerer korrekt - de holder også øje med parkeringssynderne i mange andre kommuner. Denne praksis blev imidlertid først lovlig i foråret 2006. Og da havde parkeringskontrol Nord allerede i flere år stanget bøder ud til bilister i andre kommuner.
Mindst 11.000 parkeringsbøder er blevet opkrævet ulovligt og Ombudsmanden mener, at Aalborg Kommune af sig selv skal opspore betalerne og betale dem de ulovligt opkrævede penge tilbage. Det har kommunen nægtet - blandt andet med henvisning til, at det er alt for vanskeligt og omkostningskrævende.
Og det er altså dette vigtige spørgsmål, Justitsministeriet nægter at udtale sig om.
Ombudsmanden har ikke selv mulighed for at tvinge Aalborg Kommune til at betale parkeringsbøderne tilbage. Ombudsmanden kan kun henstille til kommunen at gøre det.
Hvis kommunen alligevel nægter at betale parkeringsbøderne tilbage, så kan hver enkelt bilist lægge sag an mod Aalborg Kommune - og Ombudsmanden kan så hjælpe dem med at få fri proces, altså gøre det gratis for dem at køre sagen.