Gylle truer med at forurene å
17. mar. 2010 17.11 AalborgEn landmand på Halkærvej ved Nibe har spredt gylle ud på sin frosne jord, og lige nu løber store mængder gylle ud mod en å.
Beredskabscenter Aalborg arbejder på at begrænse forureningen, fortæller indsatsleder Kai Stig Sørensen.
- Vi forsøger at samle så meget op som muligt, inden det når åen. Og det tror jeg, vil lykkes.
80 kubikmeter spredt på den frosne jord
Landmanden oplyser, at han har spredt cirka 80 kubikmeter gylle på marken i går og i forgårs.
- Det er nu blandet op med store mængder smeltevand, så det er ret store mængder, der er tale om, siger Kai Stig Sørensen.
Beredskabscentret forsøger at afskære gyllens vej til åen ved at dæmme den op i grøften ud til åen og suge gyllen og smeltevandet op med slamsugere.