Nyt stort skred ved Mårup Kirke
11. nov. 2008 09.05 HjørringEt nyt, stort skred har taget to meter af skrænten ved den gamle Mårup Kirke syd for Lønstrup. Der kan komme flere skred når som helst, vurderer tilsynsmand.
Skredet skete mandag eftermiddag. Det er sket lige nord for kirken, og det strækker sig over cirka 25 meter i længden, fortæller Allan Normann Sørensen.
- Det er et ret stort skred. Og der er slet ingen tvivl om, at der den her gang er grave med nede i skredet, siger han.
Skrænten ved Mårup Kirke efter nyt skred
Museumsfolk har den seneste måned haft travlt med at pille Mårup Kirke ned, fordi Skov- og Naturstyrelsen har vurderet, at den er nedstyrtningstruet.
- Det her viser, at det var den helt rigtige beslutning at tage kirken ned under kontrollerede forhold, siger Allan Normann Sørensen.
Ifølge ham kan der snart komme nye skred omkring kirken ved den nordjyske vestkyst.
- Skrænten huler indad for neden, så det er kun et spørgsmål om tid, inden der kommer nye skred, så også graven og stakittet ved kirken styrter ned, siger han.
Allan Normann Sørensen advarer nysgerrige mod at besøge området ved kirken.
- Det er bestemt ikke turistegnet lige nu, siger han.