Generalprøve flyttes til Hirtshals
24. feb. 2011 11.00 HjørringDet bliver kunstgræsset i Hirtshals, der lørdag betrædes, når AaB tager imod norske Start Kristiansand i den afgørende generalprøve inden forårets første Superligakamp.
Kampen var planlagt på Aalborg Stadion, men her er banen så medtaget af vintervejret, at den ikke kan bruges lørdag, hvis den skal være klar til Superliga-bold næste weekend.
Og så er Hirtshals en oplagt løsning, forklarer sportsdirektør Lynge Jacobsen.
- De har fået en ny kunstgræsbane, og nordmændene lander deroppe, så det var naturligt at tænke den vej, når den skulle flyttes ud.
Kampen er desuden rykket en smule frem og starter klokken 15.15.
Hirtshals er arrangør af kampen, og de har endnu ikke sat pris på billetterne.