Stillads sandsynlig årsag til brostyrt
25. apr. 2006 15.31 BrokollapsEn konstruktionsfejl ved stilladset.
Det er i øjeblikket det allerbedste gæt på, hvordan motorvejsbroen til Nørresundby kunne styrte sammen i formiddags. Sammenstyrtningen skete, mens der blev hældt beton i den form, der skulle blive til broens vejbane. Formen blev holdt oppe af et stillads og noget tyder på en fejl ved stilladset, siger anlægschef Michael Schrøder fra Vejdirektoratet.
- Vi mener, at kunne afvise at stilladset er blevet påkørt. For i så fald ville også en fodgængerbro før den nu sammenstyrtede bro være blevet ramt. Og det er den ikke, forklarer Michael Schrøder.
Tilbage er så en mulig konstruktionsfejl.
- Der kan være sket egentlig beregningsfejl allerede da tegningerne til stilladset blev lavet. Det er jo rigtig mange tons beton, stilladset skal holde oppe, mens der støbes. Det er også muligt, at ingeniørerne har lavet de rigtige beregninger over antal understøttende søjler, dragernes dimensioner osv, men at håndværkerne har udført selve stilladset forkert i forhold til tegningerne, siger Michael Schrøder.
Endelig er der også den mulighed, at ingeniørerne har lavet de rigtige beregninger og at håndværkerne også har udført dem korrekt, men at en af understøtningerne er blevet skubbet - foreksempel af en maskine - uden at nogen har opdaget det.
- Men nu må de nærmere undersøgelser vise, om man kan finde en årsag.