Rulle revser fødevareministeren
17. feb. 2010 12.24 Læsø
Fiskere i Kattegat kan få flere hav-dage, hvis de vil ændre deres fangst-redskaber.
Sådan skriver fødevareminister Eva Kjær Hansen i et svar til det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen.
Han har på vegne af fiskere spurgt til den ny begrænsning af erhvervet. Svaret er nu kommet, men det giver formanden for Læsø Fiskeriforening ikke meget for.
Afviser svar
"Der er mulighed for at blive undtaget fra reglen, hvis der fiskes med redskaber, der kan dokumentere meget små bifangster af torsk," lyder svaret.
Men den mulighed afviser Bent Rulle, der er formand for Læsø Fiskeriforening:
- Hvis vi ændrer yderligere på fangsredskaberne, kan vi ikke fange de hummer, tunger og rødspætter, vi lever af, siger fiskerformanden.
Fanger intet
Eva Kjær Hansen foreslår konkret, at fiskerne installere en svensk rist i trawlene. Det sorterer de større fisk fra.
- Men efter en time lukkes risten af skidt og møg. Og så fanger vi ikke noget som helst, siger Bent Rulle.
Begrænsningerne i Kattegat er indført specielt for at sikre bestanden af torsk. Men ifølge Bendt Rulle, så fanger Læsø-fiskerne i dag kun 2-3 torsk om dagen.
- Jeg tror desværre ikke, at ministeren har den fjerneste anelse om, hvad der foregår i det praktiske liv, siger Bent Rulle.