Landmand politianmeldt af kommune
15. mar. 2010 12.30 NordjyllandFlytning af omkring 20 vognlæs jord, opfyldning af slugter og dyrkning af beskyttet natur.
Disse voldsomme indgreb i naturen har bragt en landmand på kant med Mariagerfjord kommune. Landmanden har nu både fået en politianmeldelse og en planlovssag på halsen.
Bødestraf
Landmanden blev meldt til politiet af Mariagerfjord kommune 1. juli sidste år, og sagen ligger nu til juridisk behandling hos Nordjyllands politi. Anklagen går på, at han har dyrket et beskyttet overdrev med mange sjældne planter og gravet efter sand i naturområdet uden tilladelse.
Straffen bliver sandsynligvis bøde, hvis landmanden kendes skyldig, siger politiassessor Torben Kaufmann.
Brud på planloven
Parallelt hermed anklager Mariagerfjord kommune landmanden for brud på planloven, fordi han har flyttet mindst 20 vognlæs jord uden tilladelse og dermed udjævnet et bakket terræn.
- Et meget smukt landskab, skabt af smeltevand fra istiden, er fyldt op. Og det har påvirket det før så karakteristiske landskab i meget uheldig grad. Det siger afdelingsleder Gerner Nielsen fra Mariagerfjord kommune.
Landmanden selv ønsker ikke at kommentere på sagen, men afviser, at han har gjort noget ulovligt.