Million-forurening på Vestkysten
15. mar. 2010 16.41 NordjyllandTabte containere i Nordsøen medfører forurening og koster hvert år kommunerne langs Vestkysten millioner af kroner.
Derfor har Kommunernes Internationale Miljø Organisation (KIMO) sendt et brev til miljøministeren for at få hende til at arbejde for en international mærkning af containerne.
Så kan man nemlig stille containerskibene til regnskab og reagere hurtigt, hvis de tabte containere indeholder farlige stoffer.
Bør mærkes med chips
Formanden for KIMO-Danmark, Jørgen Nørby, forklarer, at containerne ifølge KIMO bør mærkes med chips, så man kan finde containerne, og de bør mærkes sådan, at man kan se, hvilket skib, de hører til, og hvad der i dem.
- Ingen har styr på, hvad containerne indeholder. Det kan være miljøfarlige stoffer, og derfor kan det være katastrofalt, hvis et skib taber sådan en container, siger Jørgen Nørby, der er formand for KIMO-Danmark.