Ugerløse: Bevæbnede mænd røver pengetransport
04. jan. 2010 21.08 Holbæk
Opdat.: 04. jan. 2010 21.22To bevæbnede røvere har standset en pengetransport fra Post Danmark. Røveriet skete klokken 19.55 i Ugerløse syd for Holbæk og er ifølge vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi øjensynligt nøje planlagt.
- Røverne har spredt partisansøm i området omkring Ugerløse. Vi har fået flere henvendelser fra bilister, der er punkteret, siger vagtchefen.
Politiet fik de første opkald fra punkterede bilister, før røveriet skete. Derfor vidste ordensmagten, at der var en forbrydelse på vej, men vidste bare ikke hvor.
Det viste sig ifølge Ekstra Bladet at være ved Ugerløse Savværk på Annexgårdsvej.
Farvepatron ødelagde sedler
Røverne kørte i en hvid kassevogn og var bevæbnede med pistoler. De tvang chaufføren i pengetransporten ud af bilen, men under røveriet udløses en farvepatron, så dele af udbyttet bliver ødelagt.
- Derefter flygter røverne i kassevognen, og kører i sydlig retning mod Store Merløse eller Stenlille. Vi ved, at de er kørt sydpå, for alle partisansømmene er spredt nord for gerningsstedet, siger vagtchefen.
Kassevogn formentlig efterladt
Politiet formoder, at røverne allerede har skiftet køretøj, da det har været fremgangsmåden ved lignende røverier. Derfor leder ordensmagten blandt andet i skovområder syd for Ugerløse, hvor røverne kan tænkes at have efterladt kassevognen.
Det er endnu uvist, hvor stort et udbytte de to mænd er sluppet af sted med og politiet fortsatte mandag aften jagten på røverne.