Hjælp med at lede efter mordvåben
11. mar. 2010 12.27 HolbækDet var formodentlig et langt vandrør der blev brugt til at dræbe den 43-årige mand der 5. februar blev fundet død i sin lejlighed i Ladegårdsparken i Holbæk. Det viser resultatet af tekniske undersøgelser og obduktion af offeret nu.
Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at lede efter det cirka 50 centimeter lange metalvandrør i haver, buske og bevoksede områder omkring Ladegårdsparken.
Nu hvor sneen er ved at smelte er der måske nye muligheder for at finde det, siger vicekriminalinspektør Ove Petersen.
Politiet har i flere omgange forgæves forsøgt efter mordvåbenet med hunde.
Politiet vil også gerne tale med personer i Holbækområdet, der på et tidspunkt har tilvirket et sådant vandrør med et så langt gevind, der ligger ud over, hvad der normalt er nødvendigt for samling af rør med gevind.
Vandrøret var i lejligheden inden drabet, men blev ikke fundet i lejligheden under politiets undersøgelser.
Det formodes, at gerningsmanden har fjernet vandrøret og efterfølgende smidt det fra sig i området.
Der er i sagen varetægtsfængslet en 17-årig mand sigtet for drabet. Han nægter sig skyldig.
Henvendelse til Midt- og Vestsjællandspoliti på 46351448 eller 114.