Bog afslører Sjælland som hash-rede
02. sep. 2010 06.18 HolbækLokaliteter på Sjælland har spillet en langt større rolle i Danmarkshistoriens største hash-smuglersag, end offentligheden indtil nu har haft kendskab til.
Det fremgår af en ny bog, der udkommer i dag under titlen "Narko - opklaringen af Danmarkshistoriens største smuglersag".
Narkosagen involverer 13 tons hash, den kinesiske mafia, columbianske narkobaroner, danske rockere samt mord.
Og samtidig var en række steder på Sjælland - blandt andet Slagelse, Odsherred og Orø - yderst centrale, da smuglersagen fandt sted i 2003.
Senere besøgte den absolutte bagmand, Claus Malmquist, Orø for at finde et sted at landsætte 500 kilo herion - dog uden held - efter med succes at have fået 13 tons hash i land, der gav ham en fortjeneste på over 100 millioner kroner.
Det fortæller journalist på Ritzau, Willy Bangsholt, der netop i dag udkommer med en bog om den omfattende sag.
- Bagmændene har fået hårde fængselsstraffe, men i dag er der jo bare en anden, der har taget bagmændenes plads. Der er så mange penge i det, siger Willy Bangsholt.
Han peger på, at Sjælland har en central placering for narkosmuglerne:
- Man skal have et sted, hvor man ugeneret kan bringe stofferne ind i landet - og så skal man have nogle lagre rundt omkring, og de ligger typisk på Sjælland, hvor det er let at komme til København, siger han.
- Og de lagre ligger også derude den dag i dag, lyder det fra den erfarne kriminalreporter.