Kæmpelobby presser på for Kattegatbro
12. mar. 2010 07.20 KalundborgEn usædvanlig indflydelsesrig lobby har rottet sig sammen mod det politiske system for at få Folketinget til at vedtage en bro over Kattegat.
Lobbyen hedder Kattegatkomiteen og består af erhvervslivets mastodonter, banker, lufthavne, universiteter, entreprenører, landbrug, LO og postvæsen samt en lang række regionsrådsformænd, borgmestre og erhvervsrådsformænd, skriver Ingeniøren.
De mange parter arbejder for at få broen principbesluttet i Folketinget allerede til næste år. I 2018 skal den være detailprojekteret og kontrakterne underskrevet, så entreprenørerne kan fortsætte på Kattegat, når Femernforbindelsen mellem Rødby og Puttgarten er afsluttet.
Men Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviser lobbyens ønske om en hurtig beslutning.
- Det er ikke muligt at fremskynde en principbeslutning om broen til 2011, siger han i overensstemmelse med fagfolkene på DTU.