Udkantsdanmark snydes for hurtigt bredbånd
07. maj 2010 05.30 OdsherredSkal tæt befolkede byer have hurtigere bredbåndsforbindelser end udkantsdanmark. Ja, mener Højhastighedskomitéen, som anbefaler, at 80 procent af danskerne bør have adgang til 50 megabit-bredbånd inden udgangen af 2013.
Men de høje it-ambitioner stopper ved grænsen til landdistrikterne. 1,1 million mennesker i udkantsdanmark skal kigge langt efter den samme service, og det skaber vrede.
Formanden for sammenslutningen af småøer, Henry Larsen fra Sejerø ved Nordvestsjælland mener ligefrem, det kan blive dødsstødet for den i forvejen trængte krog af Danmark.
- Det afskærer os muligheden for en service, som resten af landet får, og det gør det sværere for os at holde på de unge, samt tiltrække borgere og erhverv, siger han.
Teleanalytiker Torben Rune forstår godt bekymringen, og mener anbefalingerne vil dele Danmark i et A-hold og et B-hold.
- Faktum er, at når vi bliver afskåret fra vores internetforbindelse, så er vi langt ringere stillet, end hvis vi for eksempel manglede en kloak. Og derfor er bredbånd måske den vigtigste infrastruktur, vi kan tilbyde de områder. Det er livsnødvendigt, hvis vi overhovedet skal opretholde en civilisation i udkantsdanmark, siger Torben Rune.
Det er endnu uvist, hvornår der kan indgås teleforlig.