Gensyn med Hammer Sogneskole
Det er efterhånden 16 år siden P4-journalist Andreas Munk havde sin sidste skoledag som elev på landsbyskolen i Hammer - lige syd for Næstved.
Men nu er han vendt tilbage igen.
For den lille skole er en af de i alt otte skoler, som politikerne i Næstved Kommune formentlig endeligt beslutter at lukke på et byrådsmøde lige inden jul.
Men hvorfor er tiden tilsyneladende løbet fra landsbyskolen?
Det spørgsmål forsøger Andreas Munk at finde svaret på i denne uges morgenradio på P4 Sjælland - men du kan også høre hans indslag her.
1: Tilbage i skolegården i Hammer mødes Andreas Munk med sin gamle klassekammerat Martin Ottosen. Hans datter er lige startet i børnehaveklasse på skolen - men han tror ikke på, hun kommer til at få særlig mange skoledage på landsbyskolen.
2: En stille skoledød. Det er tilsyneladende det, der møder Andreas Munk, da han træder ind på sin gamle barndomsskole - for første gang i mange år. Og han møder en skoleleder, der faktisk helst ser, at det snart er slut med børn og lærere i Hammer.
3: Er der virkelig ingen, der har lyst til at kæmpe for skolens overlevelse? Det spørgsmål leder Andreas Munk efter svaret på i seriens tredje afsnit. Og det lader til, at borgerne i Hammer og omegn har indstillet sig på en lukning.
4: Hvad betyder det for børnene på skolen i Hammer, at de muligvis skal rykke til en større skole? Det spørgsmål forsøger en af de lærere, der engang underviste Andreas Munk, at give et svar på. Han har nemlig selv arbejdet som lærer og chef på store - og små skoler.
5: Det er den 20. december, at kommunalbestyrelsen i Næstved tager stilling til fremtidens skolestruktur. Og den har de tilsyneladende svært ved at blive enige om. Betyder det, at der er en fremtid for skolen i Hammer?