Ledercafé på teatret Masken i Nyk. F
06. feb. 2010 07.26 GuldborgsundErhvervs- og kulturliv i tæt samarbejde på Sydhavsøerne:
Den 9. februar tager Egnsteatret Masken i Nykøbing F og Center for Erhversuddannelser på Lolland-Falster hul på en række leder-caféer på Masken.
I den første ledercafé får et hold erhvervsledere lejlighed til at følge en skuespiller og en instruktør på nærmeste hold og diskutere hvordan teatrets måde at arbejde på kan bruges i erhvervslivet.
Fra Maskens pressemeddelese:
Ledercafé er et helt nyt samarbejde mellem CELF og Teatret Masken. På den første ledercafé kan du opleve samarbejdet mellem en instruktør og en skuespiller. Vi skal følge instruktørens ledelse og skuespillerens medledelse live, mens de arbejder på teaterstykket "En klovns ansigter". Undervejs bliver der pauser. Og i pauserne skal vi i dialog med både skuespiller og instruktør og sammen med dem undersøge hvordan og hvornår, hvilke former for ledelse virker.
På Ledercafé’en får du lov til at deltage som observatør helt tæt på en hverdags-ledelsesbegivenhed – og du får løbende lov til at være i dialog med både instruktøren Solveig Weinkouff og skuespilleren Hans Henrik Clemensen. De glæder sig allerede til at dele deres erfaringer og idéer med jer.
Ledercafé’en ledes af Teatret Maskens administrator Hannah Karina Mikkelsen og Studieleder Michael Højlund Larsen ved CELF.
Ledercafé’en afsluttes i café’en i Kulturforsyningen med en forfriskning og mulighed for dialog og eftertanke i forhold til det, du oplevede i teatersalen – MEN det slutter ikke her. Som en del af den første Ledercafé får du en teaterbillet med hjem, så du kan se den færdige forestilling "En klovns ansigt" den 24. februar 2010 kl. 19.30.