Årsag til fangeflugt endnu ukendt
02. sep. 2010 13.15 NæstvedHvorfor politiet torsdag formiddag stod overfor en større og dramatisk fangeflugt, er endnu ikke opklaret.
Den flygtede mand fik lidt over en time i frihed efter han kort før klokken 10 torsdag formiddag fik hjælp til at flygte fra politiet, da han var på vej fra retten i Næstved.
Manden var netop blevet fremstillet i grundlovsforhør for en række tyverier og sad i en politibil på vej til fængslet, da en sølvgrå Mercedes-Benz med flere ukendte gerningsmænd kørte op på siden af politiet ligesom tre-fire andre myldrede frem og skabte uro, så fangen kunne hives ud af politibilen og ind på bagsædet af den sølvgrå Mercedes, som derefter forsvandt med meget høj hastighed. Efter en længere jagt blev bilen standset i Ishøj og flugtfangen blev snuppet igen, ligesom to af hans hjælpere også er blevet anholdt.
- Umiddelbart forstår vi ikke hvorfor det har været så nødvendigt at få manden væk fra politiets varetægt, siger politiinspektør Flemming Madsen fra Sydsjælland og Lolland Falsters politi.
Han siger at manden ikke er usædvanlig i kriminalitetssammenhæng og man nu vil finde ud af hvem der stod bag fangeflugten og hvorfor det var nødvendigt at få manden fri på så dramatisk måde.
Han siger at ingen betjente var i fare under flugten, men at farten på flugtkøretøjet på et tidspunkt var så høj at den var livsfarlig for andre trafikanter, men heldigvis kom ingen til skade.