Hug med samuraisværd var ikke drab
01. feb. 2010 06.39 RingstedEn 46-årig mand fra Fjellebrohuse ved Ringsted dræbte sidste år en af sine bedste venner med et samuraisværd.
I dag præcis på årsdagen for det dødelige stik starter retssagen mod den 46-årige, og anklagemyndigheden har efter mange og lange overvejelser valgt ikke at tiltale for drab, men kun for grov vold med døden til følge. Så når den 46-årige her i formiddag tager plads på anklagebænken ved retten i Roskilde, ved han med sikkerhed, at straffen allerhøjest kommer til at lyde på fire års fængsel. Sagen er nemlig anlagt som domsmandssag, hvor der ikke kan idømmes længere straf.
Den 1. februar 2009 var de to venner og deres kærester samlet hos den 46-årige i parcelhuskvarteret Fjellebrohuse mellem Ringsted og Slimminge. Ud på aftenen kom de to mænd op at skændes. Det udviklede sig så voldsomt, at den meget våbeninteresserede mand snuppede et samuraisværd fra sin store samling, løb efter vennen og stak ham i halsen.
Den 46-årige har indrømmet det meste af det faktiske forløb, men har hele tiden fastholdt, at han ikke stak for at dræbe.
Manden er også tiltalt for at ligge inde med et større antal ulovlige våben. Foruden samaraisværdet var han i besiddelse af en masse knive, økser, sværd og lignende blankvåben, samt en maskinpistol og et haglgevær - begge fuldt funktionsdygtige og med ammunition til. Det store lager var ifølge politiet ikke beregnet på det kriminelle miljø, men skyldes mandens store interesse for våben.
Der ventes dom i sagen senest fredag.