Falck: Ny aftale betyder 200 færre ambulancereddere på Sjælland
24. sep. 2008 16.22 RoskildeFalck kæmper til det sidste mod, at det svenske ambulanceselskab Samariten skal overtage ambulancekørslen i Region Sjælland fra næste år.
I 11. time opfordrer selskabet nu Region Sjælland til sammen med uvildige eksperter at kigge nøjere på de tilbud, som er afgivet på driften af regionens ambulancer, inden regionsrådet træffer sin endelige afgørelse i morgen torsdag.
Falck tilbyder i den forbindelse åbent at fremlægge sine beregninger for embedsmænd og politikere.
Det svenske ambulanceselskab Samariten offentliggjorde i går, at selskabet vil anvende 300 medarbejdere til at betjene de områder i Region Sjælland, som Falck hidtil har betjent. Det er cirka 200 medarbejdere færre, end der i dag kører i Falcks ambulancer.
- Jeg er godt klar over, at nogle vil mene, at Falck bare ikke kan tåle at tabe. Men efter at have betjent Danmark med ambulancer i 100 år, synes vi, at vi skylder at gøre opmærksom på, at borgerne risikerer længere ventetid på ambulancen, siger Allan Søgaard Larsen i en pressemeddelelse.