preload loader

Skrevet af: 

 

Supertirsdag - minut for minut

16. mar. 2010 15.30 Region Sjælland

19:39 Regionsformand Steen Bach Nielsen (S) takker for en god debat, og skal nu sammen med resten af regionsrådet gennem resten af dagsordenen. Det lader til at blive en meget hurtig omgang, hvor man skal have tungen lige i munden, hvis man vil nå at gøre indsigelser.

Vi standser minut-til-minut-dækningen her og henviser til morgenens udsendelser på P4 Sjælland og P4 Nordvestsjælland. Her får du både kommentarer og konsekvenser.

Tak for denne eftermiddag og aften.

19:38 Køge er vedtaget med 27 stemmer for, 12 imod, en hverken for eller imod en fraværende.

19:37 Og så er det Køge: 27 stemmer for. Det er vedtaget.

19:36 Formand Steen Bach Nielsen (S) fraråder forslaget, men Marqueis får støtte fra Jørn Christensen. Ændringsforslag 6 får støtte fra 10 medlemmer mens 28 stemmer imod.

19:32 Nu kommer et ændringsforslag til Køge forslaget som Ole Marqueis (S) står bag. Marqueis begrunder sin indstilling og vil gerne beholde de små sygehuse. I mellemtiden kan vi kort dvæle ved det rasende tempo der pludselig kom over mødet. Husk at du kan stille ind på P4 Sjælland og P4 Nordvestsjælland og få kommentarer til debatten og resultaterne.

19:31 Nu kommer Flemming Stenilds forslag om Næstved på bordet. Det får støtte for 11 - og forkastes.

19:30 Michael Rex og Susanne Lundvalds forslag om Næstved støttes af 6 medlemmer - og forkastes også.

19.29 Roskilde er næste afstemningspunkt - det støttes af 4 - og forkastes.

19.28 Ringsted støttes af 7 medlemmer - mens 32 stemmer imod. Det var Christian Wedell-Neergaards (K) forslag. Også det forkastes.

19.27 Steen Bach Nielsen takker for debatten og sender første ændringsforslag, som er indstillet af Timo Jensen, der kort henviser til sygehusplan2010.dk. Forslaget støttes kun af et enkelt medlem - og er dermed forkastet.

19.26 Tak for en god debat!!!

19:24 Nu er de korte bemærkninger faktisk korte - Flemming Stenild (SF) leverer næste omgang. Også han har et par ord at sige om parkeringsforholdene.

19:22 Michael Rex (løs) vender sig igen mod Stenbæk (V). Spørgsmålet om prisen for parkeringspladser over og under jorden spøger igen.

19:21 Indlægget blev kort. Knud Munksgaard (B) tager ordet og vil egentlig svare Skjold de la Motte (SF) der dog ikke er til stede pt.

19:20 Formand Steen Bach Nielsen tager ordet og vil gerne opfordre til at man ikke bringer nye ting ind i debatten som ikke kan verificeres. Derefter giver han ordet til løsgængeren John Kellberg, der kort fortæller om byudviklingen i Køge.

19:18 Jens Stenbæk (V) vender tilbage til et emne der har simret en del; spørgsmålet om parkeringskældre eller ej ved de enkelte sygehusløsninger. Stenbæk sigter især til Michael Rex.

19.15 Timo Jensen (V) tager ordet igen, med en bemærkning om at nu er debatten vist snart færdig - der er nemlig ikke så mange på talerlisten.

19:09 Også Jette Leth Buhl (SF) er nyvlagt og debuterer nu som taler på et regionsrådsmøde. Hun støtter Næstved og den tværpolitiske løsning, som Flemming Stenild (SF) fremlagde.

19:08 Michael Rex (løs) tager en runde om den regionale udvikling.

19:04 Torben Haack (SF) kan nu mønstre mod nok til et af sine første indlæg i regionsrådet. Han er nyvalgt, men vil nu gerne fortælle hvorfor han går imod en stor del af sin gruppe.

19:02 Christian Wedell-Neergaard (K) oplyser at hans parti tænker kvalitet og fortsætter med at understrege hvorfor det betyder en Ringsted-løsning. Med den konservative gruppeformands indlæg har debatten varet 3 timer.

19:00 Henning Tønning (S) vil gerne lige påpege hvorfor han støtter Køge. Årsagerne han fremhæver er kvalitet og pris.

18:55 Skjold de la Motte (SF) tager ordet for at fortælle om liggetider. En afstemning forventes omkring klokken 19.30 - senest 20.00.

18:53 Mens Flemming Stenild (SF) er i gang med sine svar på en række spørgsmål er publikum så småt begyndt at sive. Intet tyder på at debatten rokker ved Køges favoritstatus.

18:46: Vi nærmer os - måske - snart en afstemning. Regionsrådsformanden understreger, at der kun er plads til KORTE bemærkninger.  

18:40: Stadig flere regionsrådsmedlemmer bestiller taletid. Nu er det socialdemokraten Susanne Lundvald (S), der stemmer for en ren Næstved-model. Hun frygter især for afviklingen af sygehusene i Næstved og Roskilde.

18:37: Michael Rex (løsgænger) efterlyser en debat om skævvridning af regionen, hvis Køge-modellen vinder. Vi får hele planen i hovedet igen fordi den er for dyr, siger løsgængeren.

18:30: Giv sygehuset til de syge. Borgerne er mere syge jo længere sydpå vi kommer, lyder det fra socialdemokraten Kate Sørensen, der stadig støtter Næstved-modellen.

18:27: Kirsten Rask, socialdemokrat fra Gørlev, er prisværdig kort. Hun anbefaler med få og velvalgte bemærkninger en Køge-model. Næste taler er den radikale Knud Munksgaard, der kommenterer på de øvrige taleres mange tilføjelser. ((det ligner lidt af langgaber, det her))

18:26: Louis Hansen anbefaler en Næstved-model og mener ikke at Hovedstadens læger vil have besvær med at finde til Næstved. Især fordi lægerne selv vurderer, at det ikke er afstanden der tæller.

18:23: Skjold de La Motte (SF) opfordrer Regionsrådet til at stemme for en Køge-model, der samtidig frelser sygehusene i Nakskov og Kalundborg. Næste taler er endnu en SF'er, Louis Hansen fra Lejre, som forventes at støtte en Næstved-model.

18:20 De la Motte undrer sig også over at Korsør Sygehus stadig eksisterer - selvom det forlængst er blevet besluttet lukket. Som det ses af DR Sjællands kort nedenfor udskrives sidste patient fra Korsør til november.

18:18 SFeren undrer sig også over at man først i fredags modtog en bunke beregninger. Han mener de burde have været tilgængelige under beslutningsarbejdet - og ikke først på falderebet.

18:13 Skjold de la Motte (SF) har ventet længe på ordet... Nu får han det og er tydeligvis ikke begejstret for Køge. De la Mottes store bekymring er sygehusene i Kalundborg og (især) Nakskov. De må sandsynligvis lade livet, og de la Motte er meget kritisk overfor den udvikling.

18:12 Der er tegn i sol og måne på at debatten kan blive langvarig med angreb på detaljer i de enkelte gruppers argumentation.

18:09 Kellberg erkender at han havde svært ved at følge Timo Jensens (V) beregninger. Han mener dog at beregningerne har nogle mangler - blandt andet vedrørende grundpriser og rensning af forurenet jord.

18:07 Stenbæks (V) stribe af spørgsmål varede godt 5 minutter - man må håbe at Stenild (SF) har en god hukommelse, for han får ikke ordet endnu. Først bliver det nemlig John Kellberg (løs).

18:02 Jens Stenbæk (V) er den næste der får ordet. Han retter en stribe spørgsmål til SFs Flemming Stenild, som jo støtter Næstved. Stenbæk irettesætter mildt Stenild for at botanisere i diverse jyske sygehusplaner - det har nemlig tvunget venstremanden til at gøre det samme. Der er spørgsmål om transport og til Stenilds ønske om at beholde flere nærsygehuse - og et par andre ting...

18:01 Kate Sørensen slutter sit indlæg af med at anbefale modeller der placerer sygehusene centralt i regionen.

17:57 Kate Sørensen (S) peger, som Devantier (V), på, at 8 af 15 kommuner i regionen har en lav middellevetid. Disse kommuner ligger i den vestlige og sydlige del af regionen. Hun mener at Køgemodellen "glemmer" den regionale udvikling.

17:54 Bent Jørgensens indlæg blev kort. Nu er det Socialdemokraternes Kate Sørensen.

17:53 Bent Jørgensen (V) antyder et kort indlæg og lægger sig i sporet på Kirsten Devantier - dog med støtte til Roskilde.

17:52 Jeg har haft sympati for Ringsted-løsningen - men holder mig til at anbefale Næstved slutter Kirsten Devantier (V).

17:49 Kirsten Devantier (V) peger på at sygehusstrukturen bør støtte borgerne i den sydlige del af regionen - hvis sundhedstilstand er ringere end i eksempelvis Køge og Roskilde.

17:46 "Det er barokt hvis Region Sjælland giver sig til at opføre et supersygehus klos op ad sygehusene i Region Hovedstaden", siger Kirsten Devantier. Også hun minder om at Køge omegn orienterer sig meget mod København.

17.44 Tak til Timo - og den næste er Kirsten Devantier (V). Hun støtter Næstved.

17:42 Timo Jensen (V) giver sig til at minde sine kolleger i regionsrådet (og især Socialdemokraterne) om deres valgløfter.

17:40 Jensen (V) mener at man skyder langt over målet med de planlagte udvidelser. Drop forskningen så kan vi få det langt billige.

17:36 Timo Jensen (V) stiller spørgsmålstegn ved at prisen for en udvidelse i Køge er eksploderet fra kr. 2 mia til over kr. 6 mia.

17:33 Timo Jensen (V) bliver den første mindretalsstemme fra de store partier. Han påpeger blandt andet at fagpersonale har peget på Ringsted-løsningen.

17:32 Debatten har haft store personlige omkostninger for flere medlemmer af rådet - blandt andet i form af trusler. Michael Rex henviser også til sit eget farvel til DF. Rex slutter af med at støtte Næstved.

17:31 "Det bliver sværere at skaffe personale til nærsygehusene end at ophæve tyngdekraften" siger Michael Rex (løs).

17:29 Efter en stribe beregninger når Michael Rex (løs) frem til at differencen mellem en nybygning i Køge henholdsvis Næstved ikke bliver kr. 1,2 millarder som angivet i materialet, men kun cirka kr. 81 millioner.

17:27 Rex (løs) har et par slet skjulte henvisninger til sit gamle parti, som han mener har svigtet valgløfterne. Derefter går han i gang med at skyde på Køge. Både hvad angår transporttid i myldretiden og økonomi.

17:24 Michael Rex (løs) støtter Næstved og henviser blandt andet på det materiale fra DF som han gik til valg på - materiale der peger på et nybygget, centralt placeret supersygehus. Nu bliver det sandsynligvis i stedet placeret i et område der har valgt at markere sig som København Syd.

17:23 Næste taler er den nyeste løsgænger, Michael Rex. Han var indtil for nylig gruppeformand i Dansk Folkeparti, men kunne ikke forlige sig med et diktat om enighed i DFs regionsrådsgruppe.

17:19 John Kellberg (løs.) støtter Køge. Blandt andet fordi det er et relativt nyt sygehus, der ovenikøbet er moderniseret for nylig. Til gengæld angriber Kellberg Ringsted-modellen. Han peger på det større befolkningsunderlag i det gamle Roskilde Amt.

17:18 Regionsrådet tager nu hul på løsgængerne - hvis antal er fordoblet under sygehusdebatten. Første taler er John Kellberg.

17:17 Ros fra Knud Munksgaard (B) til både Steen Bach Nielsen (S) og Jens Stenbæk (V) for et godt arbejde og ansvarlig politisk ageren. Og så var det altså Køge, som de radikale støtter.

17:14 De (den) radikale stemmer for en Køge-løsning og har ti argumenter. Blandt andet at akutsygehusene bliver godt spredt, at man kan tiltrække læger og arbejdskraft fra København og at modellen er billigst.

17:10 Det Radikale Venstres Knud Munksgaard er næste taler. Også han lægger ud med et (kort) historisk overblik. Knud Munksgaard (B) er med rimelig sikkerhed enig med hele sin gruppe. Han er nemlig den eneste radikale politiker i regionsrådet.

17:07 De Konservative ønsker sundhedscentre i en stribe andre byer. Ringsted-modellen bliver den første der kommer til afstemning og Christian Wedell-Neergaard (C) ved godt at byen ikke kan samle flertal. Alligevel vil gruppen stemme for den midtsjællandske model. Hvis (eller når) Ringsted-modellen falder står de tre konservative frit i de efterfølgende afstemninger, slutter Wedell-Neergaard.

17:02 "Vi tænker langsigtet i vores parti" understreger Christian Wedell-Neergaard (K) og begrunder blandt andet valget af Ringsted i antallet af store sygehuse. Placeres supersygehuset på Midtsjælland vil der herudover kun være to akutsygehuse i regionen. Dermed koncentreres ekspertisen bedst muligt.

16:59: Peter Jacobsen (DF) understreger at Næstved og Roskilde får 12 mio. kr. til erhvervsudvikling, når de mister deres sygehuse. Ny taler er den den konservative Christian Wedell-Neergaard, der på gruppens vegne peger på Ringsted.

16:56: Vi får mest for pengene i Køge. Vi kan ikke vælge den dyrere Næstved-løsning og bare sende regningen videre til Christiansborg, pointerer Peter Jacobsen (DF).

16.52: Flemming Stenild afslutter sit indlæg. Ny mand på talerstolen, Peter Jacobsen (DF), der anbefalder en Køge-model

16:49 Næstved-modellen er hurtigst når det handler om offentlig transport. Nye omfartsveje til byen vil samtidig reducere rejsetiden med bil, siger Flemming Stenild.

16.44: Flemming Stenild fortæller om fordelene ved den tværpolitiske aftale, hvor et nybygget supersygehus placeres ved Næstved, og hvor man bibeholder de små sygehuse. Udviklingen af regionen vil have bedst af en placering på Sydsjælland, siger Stenild - og henviser igen til sine bilag.

16.42: Stenild peger - rent tværpolitisk, og med sent uddelte bilag, på en Næstved-model.

16.40: Uanset hvilken plan der vinder skal vi arbejde sammen - understreger Flemming Stenild fra SF.

16.38: "Med disse ord skal jeg anbefale at man stemmer for Køge" slutter Stenbæk og giver ordet videre til SFs Stenild - som glemte at aktivere sin mikrofon.

16.34: Jens Stenbæk forbereder sin afrunding og siger lidt ironisk at med denne beslutning kunne det se ud som om rådets vigtigste beslutning er truffet - så nu behøver man ikke mødes mere. Efter fnisen og latter fra salen præciserer han dog at der bliver meget arbejde med at gennemføre løsningerne.

16.32: Stenbæk fremhæver tilgængeligheden i Køge - både for patienterne og for personalet. Også økonomien er bedst i Køge mener Venstre - blandt andet fordi man kan genbruge en del af bygningerne i Køge Sygehus.

16.30: Venstres gruppe (minus Kirsten Devantier, Timo jensen og Bent Jørgensen) peger på Køge-modellen. Stenbæk er i gang med begrundelsen.

16.29: Venstres Jens Stenbæk har været i tvivl, fortæller han, og har blandt andet set i retning af Haslev.

16.26: "Der er blevet sagt mange grimme ting om os" udtaler Stenbæk om den del af processen der var knap så flot.

16.25: Også Venstre tilbyder et vue ud over kronologien - men holder sig til de seneste ni måneder. Stenbæk kalder processen "flot" og roser forbedringsforslag og kommentarer.

16.23: Jens Stenbæk er gruppeformand i Venstre, og den næste der får ordet.

16.21: Næstved og Roskilde glemmes ikke og Socialdemokraterne er tilsyneladende klar til at undersøge hvilke funktioner der kan placeres i de formentlige "tabersygehuse" i regionens to største byer.

16.19: Socialdemokraterne har også fokus på sundhedscentrene som skal ligge i Kalundborg, Nakskov og Ringsted.

16.15: Nicolaisen fremhæver at Socialdemokraterne (eller i det mindste gruppens flertal) har lagt vægt på at akutfunktionerne spredes over så stort et område som muligt. Gruppen peger på Køge.

16:12: Formanden begynder med at give ordet til sin partifælle hos Socialdemokraterne, Nicolai Nicolaisen. Også han starter sin gennemgang med den såkaldte 2007-plan. Den stemte hele regionsrådet for - men Sundhedsstyrelsen sagde nej tak.

16.11: Steen bach Nielsen vil i første omgang bede flertallene i grupperne om at gøre rede for deres holdning. Senere vil der blive plads til mindretallene - som der i de sidste uger er kommet flere af.

16.08: Formanden takker borgere, embedsmænd, politikere, og en stribe andre interessenter for input til debatten.

16.06: Der er ingen meddelelser - og regionsrådet går nu til punkt 3: Sygehusplan 2010. Regionsformand Steen bach Nielsen (S) gennemgår både den gamle plan - med mange sygehuse - og baggrunden for de 4 muligheder der kan ses i spalten til højre. Det er disse 4 scenarier der skal stemmes om senere.

16.02: Problemet angår et forslag indsendt af Timo Jensen (V). Steen Bach Nielsen vælger at følge juridiske råd og mødet fortsætter.

16.02: Løsgænger John Kellberg har en kommentar inden dagsordenen kan godkendes. Han mener at der er sket en procedurefejl og henviser til en disput med embedsmændene. Blandt andet er der forkert dato på nogle af papirerne. Han vil dog lade det være op til formanden om mødet skal fortsætte.

16:00: Så har formanden rejst sig... Ringer med klokken... Og det vigtigste regionsrådsmøde indtil nu kan tage sig begyndelse.

15.58: Så er regionsrådsmedlemmerne ved at være på plads i salen i Regionshuset. Fotografer flokkes om formand Steen Bach Nielsen.

Her på siden giver DR Sjælland dig begivenhederne minut for minut. Hvilke sygehuse svulmer og hvilke må lukke.

Mødet - og opdateringen - begynder klokken 16.

Send eller anbefal link

Se temaet

Sygehusplanen

I marts 2010 afgjorde politikerne i Region Sjælland at regionens supersygehus skal ligge i Køge. Her kan du følge forløbet i månederne op til afgørelsen.

 

Region Sjælland

 

Region Sjællands sygehuskort - netop nu

Bornholm København Nordvestsjælland Sjælland Fyn Østjylland Trekanten Syd Esbjerg Midt og Vest Nordjylland
Denne mulighed kræver at javascript er aktiveret og et Flash plugin

Ny sygehusstruktur

Mangel på personale, stadig dyrere sygehusudstyr og mange gamle nedslidte sygehuse.

Disse udfordringer på sundhedsområdet fik i 2008 regeringen og regionerne til at aftaleen kvalitetsreform på sygehusområdet.

Regeringen afsatte et større milliardbeløb til bygning og opdatering af sygehuse, og nedsatte samtidig et ekspertudvalg til at rådgive om investeringerne.

 

Mulighed 1

FORKASTET

Hovedsygehus: Roskilde

Akutsygehuse:

  • Slagelse
  • Køge
  • Nykøbing F

Tabere: Holbæk, Ringsted og Næstved

 

Mulighed 2

VEDTAGET

Hovedsygehus: Køge

Akutsygehuse:

  • Slagelse
  • Holbæk
  • Nykøbing F

Tabere: Næstved, Ringsted og Roskilde.

 

Mulighed 3

FORKASTET

Hovedsygehus: Ringsted

Akutsygehuse:

  • Roskilde
  • Nykøbing F

Tabere: Næstved, Slagelse, Holbæk og Køge

 

Mulighed 4

FORKASTET

Hovedsygehus: Næstved

Akutsygehuse:

  • Roskilde
  • Holbæk
  • Nykøbing F

Tabere: Slagelse, Ringsted og Køge

 

 
 
Du er her: dr.dk > Regioner > Sjælland > Tema > 2010 > Sygehusplanen

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.