125.000 kr indsamlet til Afrika og Haiti
27. jan. 2010 11.38 AabenraaSyd- og sønderjyderne bidrager flittigt til Danmarks Indsamling på P4 Syd og P4 Esbjerg. I løbet af udsendelsen onsdag morgen rundede det samlede beløb 125.000 kroner.
- Det er allerede over dobbelt så mange penge som sidste år, fortæller vært Anette Johnsen.
Fuld gang i tombolaen
Det var særligt radiotombolaen, der skæppede godt i kassen onsdag morgen. Udsigten til at vinde fire flybilletter til sydens sol fik mange til at trække lodder.
2.200 lodder blev solgt og det gav i alt 22.000 kroner. I alt har tombolaen indtil videre indtjent 34.890 kroner.
Vind koncert og tur i racer
I de kommende dage er der flere gode præmier på spil i radiotombolaen. Torsdag kan man vinde en tur i racerbil sammen med Kurt Thiim på Padborg Park, og fredag kan man vinde en eksklusiv koncert med Helge Engelbrecht i sin egen stue.