Patient: Privathospital snyder med ventetiden
10. mar. 2010 06.22 Aabenraa
Opdat.: 10. mar. 2010 17.43En fynsk patient føler sig snydt af et privathospital, der skilter med korte ventetider, som ikke holder i virkeligheden.
Privathospitalet Kollund i Sønderjylland lover 0 ugers ventetid på en behandling for søvnapnø.
Men i virkeligheden er ventetiden fire uger, siger patient Jan Hillers.
- Den 16. februar bad jeg om at få en tid, og den tid, jeg har fået, er den 16. marts. Og det er jo ikke 0 ugers ventetid, som de har lovet. Det er fire uger. Det er jo snyd, siger Jan Hillers.
Overlæge beklager
- Det beklager jeg. Det er en fejl. Det skyldes at systemet er tungt, og ventetiderne kan jo skifte fra dag til dag, siger overlæge Carsten Bruun fra Privathospitalet Kollund.
Men ventetiden på en behandling for søvnapnø har altså forandret sig for mere end tre uger siden uden at det er blevet afspejlet i den angivne ventetid.
Ventetiden er nu ændret
Privathospitalet Kollund skilter på www.ventetid.dk generelt med ventetider på behandlinger og operationer på 0 uger og 1 uge.
Spørgsmålet er, om man så kan regne med den korte ventetid på de andre behandlinger og operationer?
- Ja, det er jo vejledende tider, og ventetiden afhænger af mange ting, siger Carsten Bruun, der nu har ændret på den angivne ventetid på en behandling for søvnapnø.