Alvorlig kritik af kommuners behandling af misbrugte børn
01. jul. 2010 08.48 AabenraaDer blev ikke gjort nok.
"Det er dybt bekymrende, og jeg føler meget med de her børn, der har været udsat for omsorgssvigt i rigtig rigtig mange år"
Socialminister Benedikte Kiær
Sådan lyder den skarpe kritik af Sønderborg, Aabenraa, Lolland og Brønderslev kommuner efter flere sager om vanrøgt af og overgreb på børn og unge.
Kritikken kommer fra Ankestyrelsen, der i længere tid har gennemgået sager fra en række kommuner blandt andet en sag fra Sønderborg, hvor en far til tolv børn nu er dømt for vold og misbrug af børnene.
Og den såkaldte Tinglev-sag, hvor et ægtepar nu er dømt for mangeårigt misbrug af tre børn.
Her fik faren i går otte års fængsel ved retten i Sønderborg.
"Der mangler blandt andet dokumentation og overblik i sagsbehandlingen."
Fra artiklen
Mangler dokumentation og overblik
Gennemgangen munder nu ud i "alvorlig kritik" af den måde Brønderslev, Sønderborg, Lolland Kommuner har håndteret sagerne på. Aabenraa Kommune får også kritik.
Der mangler blandt andet dokumentation og overblik i sagsbehandlingen.
"Det er et spørgsmål om, at der har været nogle fejl i sagsbehandlingen, og der er ikke blevet taget ordentlig fat i de underretninger, der har været."
Socialminister Benedikte Kiær
Ankestyrelsen mener, at ingen af kommunerne har behandlet de undersøgte børnesager, som loven kræver det. Men særligt alvorligt er det i Brønderslev, Lolland og Sønderborg kommuner.
Minister: Dybt bekymrende
Socialminister Benedikte Kiær mener, behandlingen af sagerne er bekymrende.
- Det er dybt bekymrende, og jeg føler meget med de her børn, der har været udsat for omsorgssvigt i rigtig rigtig mange år, siger hun til dr.dk/syd.
Kommuner skal undervises
Hun vil nu få specialister fra Ankestyrelsen til at tage kontakt til de fire kommuner for at hjælpe dem med at rette op på problemerne.
- Det er et spørgsmål om, at der har været nogle fejl i sagsbehandlingen, og der er ikke blevet taget ordentlig fat i de underretninger, der har været. Derfor beder jeg ankestyrelsen om at komme ud med et læringsteam til de fire kommuner, så de kan fortælle dem om, hvordan reglerne skal efterleves i forhold til god sagsbehandling, forklarer Benedikte Kiær.
Og efter en periode skal Ankestyrelsen lave en ny undersøgelse af praksis i de fire kommuner for at se, om sagsbehandlingen er blevet bedre.
Her til højre kan du læse om Ankestyrelsens redegørelse, anbefalinger og Barnets Reform. Du kan også læse om sagerne fra Aabenraa, Sønderborg og Brønderslev og se tv-indslag. Og endelig kan du høre det fulde interview med socialminister Benedikte Kiær om kritikken af kommunerne.