Gårdejer giver minister regning på 608.000 kr.
22. jan. 2010 08.27 HaderslevEn regning på 608.000 kroner.
Sådan lyder kravet til miljøminister Troels Lund Poulsen. Han modtager regningen kl. 12 i dag.
Regningen skal illustrere, hvor mange penge gårdejer Jette Jacobsen fra Gabøl ved Vojens indtil videre har brugt på at få en miljøgodkendelse af en ny stald, som hun gerne vil bygge.
Skal starte forfra
Det er seks år siden, hun begyndte at arbejde på projektet. Men nu kan hun starte helt forfra, fordi Miljøklagenævnet har underkendt hendes ansøgning.
I dag skal hun og Ulla Bækman, der er miljøchef i Sønderjysk Landboforening, så mødes med miljøministeren for at tale hendes sag.
"Vi er spændte på, om han overhovedet er klar over, at der ligger så mange penge i det."
Vi er spændte
Og i den forbindelse vil de altså overrække ham regningen på 608.000 kroner.
- Vi er spændte på, om han overhovedet er klar over, at der ligger så mange penge i det, siger Jette Jacobsen.
Møder ham igen
Det er i øvrigt anden gang, hun diskuterer sagen med miljøministeren. Han besøgte nemlig hendes økologiske landbrug i november for at høre nærmere om hendes bøvl med at få miljøgodkendelsen.
Det var Det Økologiske Råd, som i sin tid klagede over afgørelsen, fordi det mente, at der skulle være et andet gulv i stalden. Sagen røg derfor i miljøklagenævnet, som vendte tommelfingeren nedad.
- Man stopper udviklingen her. En udvikling mod bedre forhold for naturen, for dyrene og for dem, der skal arbejde i stalden. Så det er lidt af et paradoks, siger miljøchef Ullan Bækman.