Vejene er igen fyldt med sne
30. jan. 2010 07.42 SønderborgNår du kigger ud af vinduet her til morgen - så er det et snedækket landskab du kan se.
Og det har drillet bilisterne siden midnat.
Især i den østlige del af Sønderjylland. Her fraråder vagtchefen hos politiet al unødig udkørsel. Og det vil sige, kørsler, der kan udskydes til en anden gang.
Specielt Als, Haderslev og Aabenraa har fået meget sne.
Dansk Autohjælps mand i Kværs har mere end svært ved at komme rundt, og derfor er der ingen hjælp til bilister lige nu, der sidder fast i sneen på de små veje.
- Her må vi simpelthen give op, siger operatøren hos Dansk Autohjælp, Birthe Vinter.
Mellem midnat og halv syv lørdag morgen har Dansk Autohjælp assisteret ved 20 fritrækninger i det sønderjyske, så det er ikke mængden, men mere det, at det er svært at komme frem, der gør, at bilisterne må vente i bilerne.
Også Falck har haft travlt - her er meldingen at vest for E45 er der ingen problemer, men øst for motorvejen har både biler og lastvogne haft problemer i sneen. Øst for motorvejen og på Fyn har Falck siden klokken tre natten til lørdag og fire timer frem hjulpet 56 bilister og 15 lastvogne fri af sneen.