Handicappet forsøgte at begå selvmord
08. feb. 2010 16.41 SønderborgEn handicappet kvinde i Sønderborg blev så oprørt over, at hun ikke længere kunne beholde sin personlige hjælper, at hun forsøgte at tage sit eget liv i sidste uge.
Formand for social- og sundhedsudvalget i Sønderborg, Jørgen Jørgensen, vil ikke kommentere den konkrete sag, men vil nu sørge for at kommunen bliver bedre til at sikre, at den handicappede oplever tryghed, hvis hjælpen i hjemmet bliver lavet om.
Kommunen er netop nu igang med at se på de 42 borgere, der har en personlig hjælper og flere af dem risikerer at miste den form for hjælp fremover.
- Vi er syv kommuner, der er slået sammen og det er et lovkrav, at vi skal ensrette servicen og derfor vil nogen opleve, at hjælpen lægges om, så den kommunale hjemmehjælp overtager opgaverne hos den handicappede, siger Jørgen Jørgensen til dr.dk/syd.
Sønderborg kommune vil i år spare en million kroner på personlige hjælpere, der ellers står for 28,5 millioner kroner på budgettet.