Nu kan du høre præstens prædiken derhjemme
09. feb. 2007 07.58 SydDu behøver ikke stå tidligt op søndag formiddag for at kunne høre præstens prædiken.
Sognepræst ved Broager Kirke, Stefan Klit Søndergaard, ligger sine prædikener på nettet under navnet "Hør en prædiken".
- Det var nemt at komme igang, for jeg har tidligere indtalt mine prædikener, og så kunne jeg lægge dem ud til podcast.
Man skal bruge den ny teknik
Men hvorfor skal man kunne hente prædikener, som podcast på nettet - kunne man ikke bare gå i kirke, hvis man er interesseret i at høre en prædiken?
- Kirken er jo kun åben søndag kl. 10.30 og overordnet er pointen jo, at evangeliet skal forkyndes, og der er jeg sikker på, at Gud ikke har noget imod, at vi bruger de midler, der er til rådighed.
Jeg tror ikke, Gud har noget imod, at vi ikke kun står i kirken klokken halv 11 for at forkynde, mener Stefan Klit Søndergaard.
- Der skal være mangfoldighed af tilbud. Og kirken har brug for de medier, der findes i enhver tid, fortæller sognepræsten fra Broager.
Håber at få fat i nye kunder
Og Stefan Klit Søndergaard tror på, at han får fat i nogle andre mennesker, end dem han normalt når fra prædikestolen i Broager Kirke.
Og det er nu, at den danske folkekirke skal udvikle sig.
Kirkeministeriet har søsat en nyt projekt, Den Folkekirkelige udviklingsfond, der uddeler penge til udviklingsprojekter.
-Tanken er at støtte udviklingsinitiativer ved fx at give startkapital til gode ideer, fortæller Torsten Hashforth, fuldmægtig i Kirkeministeriet.
Det er første år, at pengene fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond skal uddeles, og Kirkeministeriet kan endnu ikke løfte sløret for, hvilke projekter, der får pengene.
Brug for flere penge til udvikling
Sognepræst Stefan Klit Søndergaard har ikke selv søgt fonden, men han synes, det er en god idé at poste penge i udviklingsarbejde inden for folkekirken.
- Ja, det er absolut en god idé. Vi har en fin kirke i Danmark med fine bygninger, men vi bruger ikke særlig mange penge på IT og udvikling, og der synes jeg, det ville være i orden at bruge en masse flere penge.
Den Folkekirkelige Udviklingsfond uddeler penge for første gang i løbet af de næste to ugers tid.
Links til hjemmesiden:
Hør en prædiken: http://ftp.post-boks.dk/praediken/
Lyt en prædiken: http://www.odense-domkirke.dk/site/aktiviteter/Gadekirken/Lyt_en_praediken/
Den Folkekirkelige Udviklingsfond: http://www.km.dk/udviklingsfond.html
DR Nordjyllands hjemmeside, som tilbyder såkaldte godcast - podcast fra syv forskellige kirker i lokalområdet: http://www.dr.dk/Regioner/Nord/Podcast/Godcast/20060815164636.htm