Ny direktør i pengetank
09. feb. 2010 10.19 BillundLego-familiens pengetank - aktieselskabet Kirkbi - får ny direktør. Det bliver den tidligere finansdirektør i A.P. Møller-Mærsk, den 44-årige Søren Thorup Sørensen.
Legos ejer og bestyrelsesformand, Kjeld Kirk Kristiansen, oplyser, at med Søren Thorup Sørensen får Kirkbi en kapacitet inden for det finansielle område med erfaring fra international finans- og erhvervsliv.
Kirkbi er et investerings- og holdingselskab, som ejes af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn. Selskabet har hovedsæde i Billund, og ejer 75 procent af Lego Koncernen. Resten ejes af Lego Fonden.
Kirkbi havde ved udgangen af 2008 en egenkapital på 14,5 milliarder kroner.