Aarstiderne begynder med skolefrugt
08. feb. 2010 10.41 HedenstedSyv bananer, fem pærer og otte æbler - tjek!
De ansatte hos den internetbaserede grønthandel Aarstiderne, skal være gode til at tælle.
Grundskolerne har netop fået lov til at tilbyde eleverne et stykke frugt hver dag, og foreløbigt får 110.000 elever glæde af det, skriver 24timer.
Hos Aarstiderne - der har hovedkvarter i Barritskov ved Juelsminde - leverer man indtil videre kun økologisk frugt til en lille håndfuld skoler.
Og det har faktisk krævet produktudvikling, siger stifter af Aarstiderne, Søren Ejlersen.
- Det er jo sådan, at vi normalt pakker kasser med et antal kilo i. Så nu skal vi til at tælle frugterne, så de passer til den enkelte klasse med f.eks. 28 elever. Da vi i forvejen plejer at sige, at vi bruger hænder, hjerner og hjerter for at være tæt på frugterne og grøntsagerne og vurdere kvaliteten, så ligger det jo meget tæt på. Nu skal vi også bare bruge hjernen lidt mere og så tælle frugterne på vejen.
Søren Ejlersen afviser, at processen bliver automatiseret, selvom Aarstiderne formentlig kommer til at levere endnu mere frugt til skoler i fremtiden.
- Vi har altid lagt en dyd i at betragte og vurdere kvaliteten af alt, vi sender ud. Så der skal ikke robotter ind dér - nej.