Oliekatastrofe rammer på tirsdag
05. sep. 2010 12.23 HedenstedEn eksplosion rammer et tankskib ud for Juelsminde. Det brændende skib begynder at lække olie, som vil ramme kysten mellem Juelsminde og Snaptun.
Sådan lyder rammen for den øvelse, som søværnet gennemfører i farvandet ud for Horsens Fjord og i den nordlige del af Lillebælt på tirsdag.
Hele øvelsen går ud på at forhindre olien i at ramme kysten ved Juelsminde og på Hjarnø.
I øvelsen deltager miljøskibene Gunnar Thorson og Marie Miljø, sammen med to andre fartøjer fra søværnet.
Også marinehjemmeværnet, Sydøstjyllands Politi, Hedensted og Horsens Kommuner og det statslige beredskab fra Herning deltager i øvelsen.