Tyske tandlæger til Kolding
01. nov. 2008 07.16 KoldingOm et års tid behøver koldingensere med dårlige tænder ikke køre hundrede kilometer for at finde en rigtig billig tandlæge.
Den danske tandklinik "Godt Smil" vil nemlig åbne en filial i Kolding.
Godt Smil har tyske tandlæger ansat, og er derfor ikke nær så dyre som de danske.
Derfor regner Anders Bjerregaard fra Godt Smil da også med, at få en god forretning i Kolding:
- Vi kan først og fremmest give lidt mere konkurrence på prisen, og så er vi et godt tilbud til de patienter som tidligere har kørt til Tyskland for at få en billigere behandling, siger Anders Bjerregaard.
Han tvivler dog på, at andre tandlæger i Kolding-området vil sætte deres priser ned, når Godt Smil åbner i byen til september næste år:
- Vores erfaringer fra klinikken i Horsens er, at det ikke fremkalder en reaktion på prisen, siger Anders Bjerregaard.
Godt Smils behandlinger er i gennemsnit 40 procent billigere end de øvrige tandlægers.