Snak giver mindre byggesjusk
14. okt. 2009 07.13 KoldingMere snak mellem håndværkerne giver mindre byggesjusk.
Et forsøg på at undgå fejl og mangler ved renoveringen af 600 lejligheder i Munkebo i Kolding er gået så godt, at projektet nu kan vinde en kommunikationspris.
VVS'ere der borer hul i væggen, hvor elektrikeren lige har lagt et kabel ind, eller tømrere der må banke lister op på våd maling, det er blot nogle af de fejl, der kan opstå, når mange forskellige håndværkere arbejder sammen. Fejl som koster ekstra oven i prisen for selve renoveringen. Men ved at give de forskellige formænd og sjakbajser nogle enkle kommunikationsværktøjer, er det lykkedes at få byggesjusk ned med 80 procent.
- Vi har egentlig gjort nogle meget simple tiltag, som for eksempel at lave en telefonliste til alle, sådan at man kan få fat på hinanden. Hvis man står og kommer i tvivl, kan man lige ringe og høre, hov er det egentlig her, du har lagt et kabel ind?, siger Kommunikationskonsulent Sofie Ottesen fra Rambøll, som står bag kommunikationsprojektet på renoveringen i Munkebo.
Ugentlige møder, kaldet "sort-plet møder," mellem håndværkerne har også hjulpet, så ingen går i vejen for hinanden, for eksempel på et lille syv-kvadratsmeters badeværelse.
Udpeger sorte pletter
- De mødes i lejligheden, og de enkelt håndværkere udpeger de forskellige "sorte pletter" som de tror kan blive et problem. Risikozonerne bliver tegnet ind på deres CAD-tegninger og bliver hængt op i opgangene. Så kan alle se, også andre håndværkere, der kommer efterfølgende, hvad er det egentlig, vi skal være særligt opmærksomme på i denne her lejlighed, forklarer Sofie Ottesen
Og som en ekstra bonus, ud over færre fejl og flere samarbejdsvillige håndværkere er projektet i Munkebo nu altså nomineret til Kom-Pris 09, som uddeles af Dansk Kommunikations Forening den 9. november.