Læk i olietank koster husejer millioner
25. jan. 2010 07.13 KoldingOmkring to mill kr. kan det snildt koste en husejer med en ulovlig olietank, som skulle være sløjfet og udskiftet for mange år siden.
Netop en regning af den størrelse er på vej til en husejer i Kolding, fortæller Annalise Bjerring-Hansen fra Kolding kommune:
- Han havde en ulovlig tank, og den var sprunget læk. Det medførte rensningsudgifter og afværgeforanstaltninger til en mill kr og vi er ikke færdige endnu, så vi forventer det vil løbe op med yderligere en million, siger Annalise Bjerring-Hansen.
For ikke at ende i samme situation som Kolding-borgeren, bør man lige tjekke alder og type af sin olietank. Den 31. marts er nemlig sidste frist til at sløjfe nedgravede olietanke af stål, som er over 40 år gamle.
Der er og vil blive annonceret i dagspressen om den nye tidsfrist, i hvert fald i Kolding kommune.