Naturister smider tøjet i badstuen
14. aug. 2010 07.21 KoldingOmkring 40 mænd og kvinder vil lørdag muntre sig i Dronning Dorothes Badstue - uden tøj på...
Slotssøbadet i Kolding inviterer nemlig naturister til Sauna Night i badstuen.
Edvard Køhrsen, der er centerleder i Slotsøbadet i Kolding, er tilfreds med antallet af tilmeldte.
- Det var det antal, jeg havde regnet med. Vi forventer ikke, at de arrangementer, vi kører i august er større, fordi folk har bruge mange penge på ferie - og det er såmænd både dem, der har tøj og dem, der ikke har tøj på, siger han.
Ifølge centerlederen, så er det alle typer mennesker og aldersgrupper, der kommer til naturist-arrangementerne.
- Hvor der tidligere var folk, der var oppe i årene, så kommer der i dag også unge mennesker. Så det er en blandet landhandel, siger Edvard Køhrsen.
Slotssøbadet har tidligere holdt naturist-arrangementer i svømmehallen, hvor der har været over 200 gæster.