FHK Elite videre i pokalturneringen
16. mar. 2010 21.53 SportFredericias håndboldligamænd spillede sig tirsdag aften videre til ottendedelsfinalerne i årets pokalturnering, da holdet på udebane vandt 26-22 over Kolding HK i sjette runde.
Til trods for at det var et ligahold mod et 2. divisionshold, så kom Fredericia bagud med 2-5 i starten af kampen.
De to hold fulgtes ad i første halveg, hvor Kolding HK førte 10-9, inden Fredericia med tre mål i træk kunne gå til pause med en føring på 12-10.
I anden halveg kom styrkeforholdet mere til udtryk, og Fredericia trak fra hjemmeholdet til stillingen 17-12.
Men Kolding HK kæmpede godt, og hentede lidt ind på gæsterne.
Dog ikke mere end at Fredericia til sidst kunne vinde kampen 26-22, og lade målmand Peter Henriksen stå de sidste fem minutter.
Han afløste en godt spillende Christian Lynggaard.
Henriksen var sågar tæt ved at score i de døende sekunder af kampen, men bolden gik lige forbi det tomme mål.