Flextrafik med begyndervanskeligheder
13. mar. 2010 08.00 TrekantenSiden 1. marts har Sydtrafik samlet handicapkørslen i Flextrafik og det har givet en del begyndervanskeligheder.
- Det går godt, der kommer da biler ud at køre, men det har været en kæmpestor omvæltning for både brugerne, vognmændene og os, siger afdelingsleder i Sydtrafik, Michael Aagaard.
De 8.000 syddanske brugere af handicapkørslen har i de første dage oplevet ventetid på op til ti minutter, når de ville bestille en tur.
- Og den ventetid arbejder vi selvfølgelig på bliver kortere, siger Michael Aagaard.
Problemet er, at turene skal tastes ind i en computer, og de oplysninger kører vognmændene efter. Derfor skal brugerne kende den nøjagtige adresse, så en GPS kan vise vej.
- Det er altså ikke længere nok at en kunde siger hun skal lige på sygehuset eller ned til Brugsen, hun skal kende adressen og det tager noget tid, før brugerne har de oplysninger klar, når de ringer til os, siger afdelingslederen.