Nyt lys koster kommunerne 800 millioner
14. mar. 2010 08.47 TrekantenKommunerne skal bruge 800 millioner kroner de næste fem år på at udskifte armaturer på gamle energislugende lygtepæle. Det viser tal fra Dansk Center for Lys.
- Det er typisk vej- og stibelysning rundt om i kommunerne, hvor man skal skifte lyskilde for at leve op til de nye krav om energieffektivitet, siger Kenneth Munck, direktør i videnscenteret Dansk Center for Lys.
EU-regler kræver udskiftning
Det er nye EU-regler, som gør, at kviksølvpærer og lysstofrør, der bruges udendørs, ikke kan købes efter 2015. Og da flere kommuner har lamper, der er over 30 år gamle, skal de skiftes ud, for at kunne klare nye energisparepærer.
- 200.000 armaturer skal udskiftes i Danmark, og da de jo koster, noget der ligner 4000 kroner inklusive udskiftning, så bliver det jo op mod 800 millioner kroner, der skal findes i de danske kommuner, siger Kenneth Munck.
Og det er ikke gode nyheder i en tid, hvor de fleste kommuner er hårdt trængt økonomisk. I Kolding Kommune har de ikke nogen konkret plan for udskiftning i forhold til de nye regler
- Vi gør det ad hoc efterhånden, som vi kommer rund til vores anlæg. Det vil sige, at allerede nu, så skifter vi jo de gamle lyskilder til nye lyskilder, som enten er lavenergilyskilder eller andre lyskilder, som er tilladt af EU, forklarer Troels Kragh, ingeniør i Teknisk Forvaltning i Kolding Kommune.
Kolding skal skifte op mod 4.000 lamper
- Det kan være, vi skal have lavet nogle udskiftninger på nogle af vores lamper med nye armaturer. Vi har ikke præcise tal for, hvor mange armaturer det er, der skal skiftes. Men det er nok i størrelsesordenen 10-20 procent af alle vores lamper, siger Troels Kragh.
Der er omkring 23.000 gadelamper i Kolding Kommune