Postbude og hunde er blevet bedre venner
27. aug. 2010 07.04 TrekantenPostbudene er blevet lidt bedre venner med bidske hunde.
Landstal viser, at der i denne sommer har været 17 procent færre postbude, som er blevet bidt. Og hundebidene er blevet endnu færre i postområde Sydjylland, der blandt andet dækker Kolding og Fredericia-området.
Her faldt der 20 procent færre hundebid, fortæller områdechef Ivar Struck. Og faldet er ikke tilfældigt, mener han:
- Jeg tror medieomtalen har været medvirkende årsag. Mange hundeejere er blevet opmærksomme på at holde hundene i snor. Desuden er postbudet blevet bedre til at være opmærksom med at lukke døre op, når de hører hundegøen, siger Ivar Struck.
Stadig et problem
Men trods færre hundebid er kombinationen af hund og postbud stadig et problem.
- Hundebid er en af de mest markante arbejdsskader vi har, siger chefen for postområde Midtjylland, Per Selmose.
I det midtjyske, som blandt andet dækker Vejle, Hedensted og Billund, var der ikke noget fald i antallet af postbude, der blev bidt.
Post Danmark deler omkring 25 tons hundekiks ud om året, så hundene kan bide i andet end postbudet.