Fakta vil undersøge kundernes bon-vaner
08. mar. 2010 08.29 VejleNogen griber ud efter dem som en selvfølge, andre smider dem ud eller lader dem rode i tasken, og så er der dem, der altid siger nej tak til dem: bon'erne i supermarkedet.
Nu vil Fakta med hovedsæde i Vejle undersøge, hvor mange kunder, som egentlig gider tage de tynde papirstrimler med hjem.
De sammenkrøllede bon'er hober sig nemlig op i skraldekasserne i Fakta-butikkerne, og det er da egentlig dumt, mener administrerende direktør Michael Christiansen:
Millioner af boner bliver ikke brugt
- Vi har mange millioner kunder, derfor har vi også mange millioner bon'er, der bliver smidt ud, og det er et frygteligt spild af ressourcer.
Han vurderer, at op imod halvdelen af kunderne takker nej til bon'en, som bliver skrevet ud ligegyldigt, om kunden ønsker den eller ej. Hvis hans formodning holder stik, så vil butikskæden overveje at ændre proceduren ved kasserne, så de både sparer penge og regnskov.
- Det er jo oplagt, at bon'en skal tilbydes til kunderne, og så bliver den først printet ud, hvis de ønsker den. Men nu vil vi først undersøge, hvordan niveauet ligger.
Godt for miljøet
Undersøgelsen af kundernes velvilje, eller det modsatte, over for bon'erne, får opbakning af ekspert i energispareadfærd professor John Thøgersen fra Handelshøjskolen i Århus:
- Man kan spare noget, hvis man bruger mindre papir, bruger mindre elektricitet og får mindre affald, som skal håndteres bagefter.
Og ideen er god, selv om han vurderer, at besparelsen i både penge og miljø er i småtingsafdelingen:
- I sig selv selv er det en lille ting, men hvis Fakta ønsker at fjerne ethvert spild, hvor småt det end måtte være, så er det en rigtig god ide.