Inger Støjberg og numsen på en ko
03. jul. 2009 13.52 GenlytDer er sved på panden på de fleste af de, der trækker rundt med præmiedyrene på Landskuet i Herning. Landskuet åbnede i går med hedebølge og et rekordstort antal udstillede dyr - nemlig over 2400.
En del af de udstillede dyr er racehøns. Og blandt dem befandt beskæftigelsesminister Inger Støjberg sig i går eftermiddag. Kort før havde hun været den første blandt de talere, der åbnede skuet. Og hun havde også tændt en flamme, der angiveligt blev næret af biogas fra numsen af en pileflettet ko.
- Det var en særlig ære og fornøjelse for mig, der er vokset op på landet - og utallige gange har været til skue i Herning, fortalte Inger Støjberg til Morten Bergholt - samt en flok racehøns og haner.
Og jo, Inger Støjberg fik da fortalt i sin tale, at landbruget , inklusive følgeerhvervene, beskæftiger ikke mindre end 150.000 mennesker.
- Det er langt flere, end de fleste går og tror, tilføjede hun. Og det har hun jo nok ret i.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg efter hun havde tændt Landskuets flamme