Ringkøbing-Skjern: Valget efter valget
På den ene side er det useriøst at antyde, at valget af ny borgmester i Danmarks geografisk største kommune allerede har fundet sted. Men bortset fra det formelle, er det på en måde alligevel rigtigt!
For Venstre i Ringkøbing-Skjern har traditionelt så stor tilslutning, at hvis medlemmerne af partiet først er blevet nogenlunde enige om en spidskandidat, så får vedkommende også den gyldne kæde.
Stor opbakning til Enevoldsen
Sådan var det for fire år siden, da Videbæks tidligere borgmester, Torben Nørregaard, efter hårde interne opgør blev kandidat og derefter den nye kommunes første borgmester. Og denne gang skal der komme både stemmeskred og nærmest utænkelig dramatik på valgnatten, hvis ikke Holmslands forhenværende borgmester, Iver Enevoldsen, indtager kontoret ned til Ringkøbing Fjord.
Ikke fordi alle venstrefolk i den vidtstrakte kommune finder det helt indlysende, at en forhenværende bankmand, fiskeriforeningsformand og borgerliste-borgmester fra Hvide Sande skal sidde for bordenden. Men hans rivaler faldt fra og blev stemt ud een for een, inden en tusindtallig forsamling udpegede Enevoldsen på generalforsamlingen. Dér sker det egentlige borgmestervalg, og Venstre i Ringkøbing-Skjern demonstrerer, at man har landsdelens mest levende og skarpe parti-demokrati.
Anklage om mangel på åbenhed
Til gengæld må det absolutte flertal leve med anklager for mangel på demokratisk åbenhed i det kommunale arbejde. De afgørende diskussioner finder sted i Venstres byrådsgruppe, som holder eventuel uenighed inden døre. Og de reelle beslutninger er alt for ofte truffet, inden sagerne når udvalgene for slet ikke at tale om byrådet. Sådan lyder kritikken, men alle véd, at der formelt ikke er 'noget at komme efter'.
Økonomiske problemer
Men selv ikke et absolut flertal kan - eller vil - skjule, at Ringkøbing-Skjerns økonomi er en øm achilles-sene på bristepunktet.
Først ville byrådet trodse både Christiansborg og Kommunernes Landsforening og gennemføre en klækkelig forhøjelse af skatten. Men udsigten til i valgkampen at skulle forklare, at man kræver penge ind for straks at aflevere de fleste til Staten, fik Venstre til at sparke skattebolden til hjørne. Så nu nøjes kommunen med at klare dagen og vejen, mens det økonomiske barometer står på storm!
Lavt serviceniveau
Serviceniveauet er lavt. Skoler og plejehjem venter på tilpasninger og renovering. De nye opgaver med svage og handicappede borgere savner bevillinger. Og selve kommunens administration er dyr og omstændelig, fordi den er fordelt på mange adresser og tidligere rådhuse. En beslutning om at samle det hele på ét rådhus kan i øvrigt blive smertelig. For hvor skal det nye centrum være? I Ringkøbing eller Skjern eller .....? Den lokale selvbevidsthed er stærk.
Een V-liste
Ved valget har Venstre råd til en vis tilbagegang uden at miste flertallet. Kandidaterne stiller denne gang op på én liste og ikke på flere lokale, hvilket i sig selv vil give en anderledes geografisk repræsentation i byrådssalen. Den snart forhenværende borgmester trak f. eks. ni mandater i Videbæk, hvilket af indlysende grunde ikke sker igen.
MF-kandidat på A-listen
Hos Socialdemokraterne er udvalgsformand Niels Rasmussen fra Tarm borgmesterkandidat, og med på listen har han en Christiansborg-kandidat, Lene Nørlund.
Efterskoleforstander skal trække K i byråd
Kristendemokraterne havde tidligere deres kerneområde på egnen. Hvis det stadig eksisterer, skal efterskoleforstander Kristian Andersens stemmetal bevise det.
DF-ægtepar i front
Dansk Folkepartis to øverste kandidater deler privatadresse: På førstepladsen Bente Kronborg Holst Flensted, der også er folketingskandidat, og på andenpladsen gemalen, Jesper.
V-kvinder i samlet valgkamp
Seks kvinder på Venstres liste fører i øvrigt en slags samlet valgkamp, bl. a. med en fælles hjemmeside. Blandt dem den tidligere formand for Landdistrikternes Fællesråd, Lone Andersen i Lyne.