Skive: Den store by i mindretal
Et solidt flertal i Skive Byråd er slet ikke fra Skive by! For ved valget i 2005 var opbakningen til kandidaterne med adresse i de nu nedlagte landkommuner i Salling så stor, at Skive by blev klart underrepræsenteret.
Af Venstres 13 mandater er f.eks. kun de to fra Skive, men oplandet fylder også godt i et par af de andre partier. Ikke nødvendigvis noget problem, men det er en skævhed, som en del skibonitter hæfter sig ved. Og kritiske røster hævder, at byrådets arbejdskultur er rigeligt præget af, at politikere fra de små kommuner er vant til at gå ind i en detaljeret sagsbehandling frem for at holde sig til rammerne og de større linjer.
Kun een V-liste
Denne gang stilller Venstre op på blot én liste i hele kommunen. Ikke som sidst på fire lokale. Det vil i sig selv rette op på skævheden mellem by og land i byrådet.
Livlig lokal debat
Der foregår en livlig, til tider hård, debat om successer og fiaskoer i den lokale avis. Kulturcenter Limfjord, der gik konkurs, men genopstod. Et nyt, stort kunstmuseum, som på grund af uenighed om form og indhold alligevel ikke kunne finansieres af en privat mæcen. Og en følelsesladet, dramatisk og meget indviklet strid om et fælles museumsvæsen i hele Salling.
Læg dertil den stigende ledighed, den anstrengte økonomi, landsbyernes vé og vel, og et besværligt løfte om stadig at have lys i de gamle rådhuse. Der er nok at tage fat på, men bortset fra den ivrige debat, noterer politikerne i Skive, at de egentlig arbejder udmærket sammen om det praktiske.
To iøjnefaldende borgmesterkandidater
De to mest iøjnefaldende borgmesterkandidater har begge tyngde og enorm erfaring. Den siddende førstemand, Flemming Eskildsen, (V) fra den gamle Sundsøre kommune var i mange år talsmand for de små kommuner i Det skæve Danmark. Hans stil er stilfærdig og lyttende, og han forsøger helst de brede løsninger, før han skærer igennem.
Socialdemokraten Per Jeppesen har siddet i byrådet i langt over halvdelen af sit 48-årige liv. Han får mange ideer, der kan sætte Skives navn i relief, og han er en stærk talknuser, når økonomien skal på plads. Han blev tidligt i valgkampen ramt af rygter om urent trav, rent økonomisk, i forbindelse med en stor, privat fødselsdagsfest, men dem kunne han tilbagevise sort på hvidt.
S og SF med fælles grundlag
S og SF har denne gang et fælles grundlag at gå til valg på. Lidt a la Christiansborg. Sidst foretrak SF og Anders Bøge at stå frit.
Tidligere MF'er på radikal liste
Det Radikale Venstre vælger heller ikke denne gang side på forhånd. Den nye spidskandidat, Ditte Staun, er kendt som en af partiets EU-modstandere, og hun har ved valgkampens start pludselig fået selskab på listen af den tidligere MF'er, Poul Erik Christensen.
Han har til almindelig irritation for især Venstrefolk taget ivrigt del i den kommunalpolitiske debat, inden nogen vidste, at han ville stille op. Så nu får han igen af den borgerlige grovfil. I øvrigt er det måske ved at være sidste udkald, hvis De Radikale stadig vil hævde, at de har en bare lille højborg på Skive-egnen.
Konservativ veteran og debutant
De konservative stiller med en særdeles erfaren kvinde på førstepladsen og med en debuttant lige efter. Else Theill Sørensen, tidligere MF'er, har som udvalgsformand taget sin del af den indviklede strid om museumsvæsnet, mens erhvervsmanden Chr. Sonne-Schmidt er det nye navn.
Løsgænger på egen liste
Den tidligere socialdemokrat, Leo B. Rasmussen, er nu løsgænger efter mange år i byrådet. Men han stiller op igen med sin egen liste 'Borgerplatform'.