Venstrefolk kalder vandplaner dårlige
09. feb. 2010 13.22 Vandplanerne er urealistiske og skadelige for landbruget, lyder kritikken fra medlemmer af Venstres folketingsgruppe.
En hel stribe medlemmer af Venstres egen folketingsgruppe rejser nu en stærk kritik af de vandplaner, som miljøministeren har sendt i høring.
Blandt kritikerne er Jens Vibjerg, Henrik Høegh, Jens Kirk og Tina Nedergaard, som i følge Altinget alle har store betænkeligheder ved vandplanernes foreslåede virkemidler - ikke mindst når det gælder forslaget om kvælstofkvoter. De mener, virkemidlerne er forkerte og at de vil skade landbruget.
- Derfor skal vi finde nogle virkemidler, som både tilgodeser landbruget og begrænser udvaskningen af kvælstof, siger bl.a. Jens Vibjerg til netavisen.
Landbruget har ikke råd
Også Jens Kirk (V) afviser, at kvotemodellen kan bruges.
- Landbruget har ikke råd. Der er for lidt vækst i planerne, og der er jo ikke en eneste landmand, som i øjeblikket har en krone på kontoen, siger han til Altinget.
Han mener desuden, at afregningspriserne på biomasse skal forhøjes, så det bliver mere attraktivt at dyrke energi-afgrøder.
Bekymring ved Limfjorden
Vandplanerne stiller forskellige krav til de forskellige vandoplande og et af de steder, der stilles størst krav til, er Limfjordsområdet, hvor udvaskningen af kvælstof skal reduceres med 46 procent.
Det fik i sidste uge i Altinget flere borgmestre til at slå alarm. De frygter, at kravene vil gøre det umuligt at drive landbrug omkring Limfjorden.
Samme bekymring har Venstres finansordfører, Tina Nedergaard, der er valgt i Nordjylland.
- Det ser meget voldsomt i Nordjylland. Men planerne er kun i høring, og jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at det bliver gennemført, som det ligger, siger hun.