Muslinge-fiskeri gjort umuligt af isen
08. feb. 2010 07.17 MorsøIsvinteren giver store tab for både muslingefiskerne og muslingeindustrien ved Limfjorden.
Muslingerne ligger gemt under mindst 30 centimeter is - og det kan vare længe, inden fiskerne kan komme på arbejde igen, siger deres formand Benny Andersen:
- Vi havde regnet med at starte sæsonen her i februar, men nu bliver det tidligst engang i marts, så vi kommer til at mangle den indtjening. Vi skal have mindst 14 dage med alvorligt tøvejr og kraftig blæst, før vi slipper af med isen - og derefter skal vi bruge yderligere 14 dage med prøvetagning, før vi kan komme i gang, siger formanden.
Isvinteren rammer naturligvis også muslingeindustrien ved fjorden. For at skaffe råvarer er dele af industrien reelt flyttet til Holland i øjeblikket. Det siger direktør Søren Mattesen fra Vildsund Muslingeindustri.
Vi har sendt folkene her i Danmark hjem og pakker muslingerne i Holland, hvor der kan skaffes råvarer. Det gør vi for, at vi trods alt kan servicere vores faste kunder, men vi mister indtjening, siger direktøren.