Fangeflugt med sammenbundne lagener
22. jan. 2010 08.24 Ringkøbing-SkjernMan kunne forledes til at tro, at det var en af Daltonbrødrene, der torsdag aften flygtede fra arresten i Ringkøbing.
Fremgangsmåden var i hvert fald lige til en Lucky Luke tegneserie.
Lagener
Den 32-årige fange havde skruet gitteret ud af vinduet i sin celle, bundet sengelinned sammen til et reb, firet sig ned i arrestens baggård og var stukket af uden at nogen i arresten anede uråd.
Flugten blev først opdaget kort før midnat, fortæller vagtleder Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, og det var en betjent fra politigården i Ringkøbing, som ligger i forbindelse med arresten, som opdagede det.
- En betjent, som var ude for at trække frisk luft, så et lagen hænge ud af et af arrestens vinduer og at gitteret var væk, og så kunne han jo regne ud, at der var kravlet en fange den vej ud, siger Henrik Nielsen.
Havde ikke opdaget noget
Personalet i arresten havde ikke opdaget noget, siger Henrik Nielsen.
Den manglende fange beskrives som: Udenlandsk mand med kort sort hår på 33 år, 185 centimeter høj og muskuløs af bygning. Han var formentlig iført en beige jakke da han flygtede.
Den 33-årige var varetægtsfængslet og sigtet i en tyverisag.