Rikke Skov: Det bedste Viborg-hold!
30. maj 2009 16.17 Viborgs håndboldkvinder gjorde rent bord i denne sæson med med sejr i pokalturneringen, Champions League og satte lørdag kronen på værket med det 12. danske mesterskab efter sejrs over Aalborg DH.
Det er første gang, at et dansk hold gør rent bord i alle tre turneringer i samme sæson.
Selvom Viborg kan præsentere landets længste liste af profiler fra ind og udland gennem tiderne, så tøver Rikke Skov ikke med at kalde det nuværende hold for det bedste:
- Da vi stadig have Bojana med var det, det bedste hold vi har spillet med i Viborg i begge ender og på målmandsposten. Det hele er kulmineret i år og det er helt fantastisk, siger hun til DR-Sporten.
At Viborg har gjort rent bord betyder i følge Rikke Skov ikke, at spillerne kan hvile på laurbærrene i næste sæson:
- Vi skal blive bedre og bedre både individiuelt og som hold. Næste år vil alle slå os både i Danmark og Europa, så det bliver ikke nogen sovepude, siger Rikke Skov.
Det var den 28 årige bagspillers ottende danske mesterskab, men hun har ikke noget problem med at finde motivationen efter sommerferien:
- Sådan en dag som i dag er jo nok motivation. Vi spiller rigtig god håndbold og det er en fed klub, en fed by, et fedt hold at spille på...ja, så det er altid sjovt, siger den blonde bomber inden hun erklærer sig maksimalt festklar:
- Vi skal have et ordentligt brag af en fest. Vi skal feste igennem hele natten....Jeg skal ihvertfald, griner hun og tager en ny slurk af champagnen.